Videoformater

Det rigtige videoformat afhænger af, hvor videoen skal bruges. En ejendomsvideo til en hjemmeside eller salgsannonce fungerer ofte bedst i bredformat, mens sociale medier typisk kræver korte og vertikale versioner.

Standardformat

Som udgangspunkt leveres videoen i bredformat, typisk 16:9, som passer godt til hjemmesider, ejendomsannoncer, YouTube, præsentationer og visning på computer eller TV.

Dette format er det mest fleksible, hvis videoen skal bruges på tværs af flere platforme.

Vertikalt format

Vertikalt format, typisk 9:16, er velegnet til mobilvisning og sociale medier som Instagram Reels, Facebook Reels, TikTok og YouTube Shorts.

Et vertikalt format er ikke bare en beskæring af bredformatet. Der skal tages højde for motiv, bevægelse, tekstplacering og hvordan ejendommen præsenteres på en smal skærm.

Korte versioner til sociale medier

Til sociale medier kan det være en fordel med en kortere version på f.eks. 15-30 sekunder. Den kan bruges som teaser, annonce eller opslag, der leder videre til den fulde video eller ejendomsannoncen.

Korte versioner fungerer bedst, når de har et klart fokus: facade, udsigt, have, pool, terrasse, gennemflyvning eller et særligt salgsargument.

Ekstra renderinger

En rendering er en færdig eksport af videoen i et bestemt format, en bestemt opløsning eller med en bestemt komprimering.

Basisprisen inkluderer én rendering i ønsket format. Hvis du ønsker flere versioner, f.eks. både bredformat, vertikalt format og en komprimeret version til web, kan det tilvælges som ekstra renderinger.

Opløsning (hvor skarpt er billedet?)

Opløsningen fortæller, hvor mange pixels - små farveprikker - der er i billedet. Jo flere pixels, jo skarpere og mere detaljeret bliver videoen.

Full HD / 1080p (1920 x 1080): En meget udbredt standardopløsning til web og sociale medier. Det ser flot og skarpt ud på computerskærme, tablets og telefoner. Fordelen er, at filerne er mindre, hurtigere at downloade og nemmere at uploade eller sende videre.

4K Ultra HD (3840 x 2160): Den højeste kvalitet, jeg normalt leverer. Det giver meget detaljerede dronebilleder, hvor man tydeligt kan se f.eks. tagsten, belægning, græs, beplantning og omgivelser. 4K er velegnet, hvis videoen skal vises på store skærme, bruges til præsentationer, uploades til YouTube eller gemmes som en masterversion i høj kvalitet.

Komprimering, filstørrelse og codec

Komprimering bestemmer, hvor meget videoen fylder, og hvor let den er at afspille eller uploade. En kraftigt komprimeret video fylder mindre, men kan miste detaljer i f.eks. græs, træer, tagsten og bevægelser i billedet.

Som udgangspunkt leveres video i en kvalitet, der balancerer skarphed og praktisk filstørrelse. Hvis videoen skal bruges til arkiv, præsentation eller stor skærm, giver det mening med en større fil i højere kvalitet. Hvis videoen skal sendes hurtigt eller uploades til sociale medier, kan en lettere webversion være bedre.

H.264: Det mest kompatible valg. Det fungerer bredt på computere, telefoner, tablets, hjemmesider og sociale medier. H.264 er som regel det bedste valg, hvis videoen skal kunne afspilles uden problemer næsten alle steder.

H.265 / HEVC: Et nyere og mere effektivt format, som kan give mindre filer ved samme visuelle kvalitet. Det er især relevant til 4K-video, men understøttes ikke lige godt på alle ældre enheder, browsere og platforme.

Hvis du er i tvivl, leveres videoen typisk som MP4 med H.264. Der kan laves en ekstra H.265-version, hvis du ønsker mindre filstørrelse eller en bedre kvalitet i samme filstørrelse.

Billedhastighed (FPS - Frames Per Second)

En video består i virkeligheden af en masse billeder, der bliver vist lynhurtigt efter hinanden. FPS angiver, hvor mange billeder der vises pr. sekund.

24 eller 25 FPS: Det klassiske "biograf-look". Det giver en naturlig og filmisk bevægelse, som det menneskelige øje er vant til at se på film og TV. Det bruger vi til almindelig gennemflyvning og præsentationer.

50 eller 60 FPS: Bruges hvis der er meget hurtig bevægelse, eller hvis vi ønsker at lave slowmotion. Ved at optage med mange billeder i sekundet kan vi bagefter strække videoen ud, så en hurtig droneflyvning hen over haven bliver forvandlet til en silkeblød, glidende og rolig filmsekvens.

Hvad skal du vælge?

Hvis du er i tvivl, er bredformat normalt det bedste udgangspunkt. Vælg vertikalt format eller korte SoMe-versioner, hvis videoen også skal bruges aktivt i annoncering eller på sociale medier.